En forgyldt rundtur i Barcelona

På en nylig Segway-tur i Barcelona, jeg lærte, at den bedste måde at køre en Segway på er at lade som om, at du ikke kører på en Segway. I det øjeblik, du glemmer denne regel og kigger ned på dine fødder, gør du dig selv udsat for nedslående vantro, som kombineret med din fart hurtigt kan føre til alarm og hensynsløse manøvrer. Så vanskeligt som det måtte synes, skal du rette dit blik lige frem og give maskinen din ubetingede tillid. Segways bør høres og ikke ses.

Grunden til dette er simpel: en Segway, med sine to parallelle hjul og mangel på en tredje, centraliserende stabilisator, ser ekstremt usikker ud at stå på, ligesom en træningsbold eller et reb. I dette tilfælde er imidlertid udseendet vildledende, hvilket var mere eller mindre, hvad min guide – hans navn var Lluis – forsøgte at formidle, da han sagde til mig: “Stop med at tænke! Stop med at kigge ned! Bare stå normalt, slappe af, og så vil du være okay.”

Jeg selv, min partner Gemma og vores lokale kontakt Núria, var i Barri Gòtic, den gamle bydel i Barcelona, og vi skiftedes til forsigtigt at bevæge os rundt i en lille lysning omgivet af høje vægge af okkerfarvede plader. Snart ville vi være nødt til at forlade denne dæmpede lille tilflugtssted, hvor de eneste distraktioner var skramlen af metalstole fra en nærliggende café, og begive os ud til mere overfyldte steder.

For at betjene en Segway skal du læne dig i den retning, du vil rejse, og skifte, snarere end at dreje, styringen, når du vil styre. Hvis du vil bremse, stopper du med at læne dig. Segwayen vil tage sig af resten. Og det er cirka det – det er virkelig så simpelt. Alt du skal gøre er ikke at kigge ned. Aldrig kigge ned.

Dette kommer naturligt i et sted som Barcelona by; der er meget at stoppe den vandrende blik. Her, i den gotiske kvarter, blev snæverheden af de sammenfiltrede gader fremhævet af højden af de gullige bygninger, der var klemt på hver side, som et netværk af slot-kløfter. En smal stribe blå himmel fyldte hulrummet ovenfor, men før det var der smukke altaner og vejrbidte skodder og den lejlighedsvise knurrende gargoyle. Af og til ville de dunkle stræder blomstre op i små pladser, oversvømmet med klart sollys, men for det meste var dette et sted med skumringsfyldt tæthed, der tilbød den vagtigt spændende mulighed for at gå tabt.

Barcelona er et sted med mange ansigtstræk: vi havde startet på dens ældste, de meget gader lignede en sammensmeltning af dybt tilbagelagte rynker, men da vi kom ud til kystlinjen fandt vi et af dens mest ungdommelige og friske. Vi var ankommet til Port Vell -området inden for Barceloneta -kvarteret, som engang var en forfalden skam, men efter massive renoveringsindsatser nu er en strålende succes. Havnen var en hvid skov af master, og de glatte promenader var anlagt og pletfri. Og i refleksion af den arkitektoniske surrealisme, der er karakteristisk for Barcelona, adskilte de forskellige skulpturer spredt rundt om – en gigantisk glasfiberkrebs, et keramisk flisehoved oven på en totempæl – besøgende fra lokale ved måden, hvorpå man blev overrasket ved at kigge.

Til min forbløffelse syntes jeg at have mestret Segwayen relativt smertefrit. Nogle omtaksomme personer sagde engang, at folk på Segways står, som om de forsøger at holde en mønt klemt mellem deres balle. Uden tvivl, som en mistænksom førstegangsanvender, indtog jeg stadig denne meget holdning, men det syntes et lille prisen at betale for, hvad jeg hurtigt havde indset var essentielt bare et fantastisk doven alternativ til at gå. Faktisk var den eneste gang, vi overgik ganghastigheden på en palmeglitrende kaj, der strakte sig to eller tre hundrede meter til havet.

Vi var blevet genforenet (eller rettere, de andre havde stoppet, så jeg kunne indhente) og Lluis spurgte: “Laver du skiløb?” For at lette samtalen besluttede jeg at lyve og sagde ja. “Godt! Så vil du kunne lide dette! Du kender slalom, ikke?” Jeg løj igen. “Godt! Så kan vi nu komme hurtigt af sted!”

På skræmmende kort tid var resten af gruppen – inklusive min ubehageligt kompetente anden halvdel – svælget punkter på periferierne, så jeg opgav mine forsøg på slalom og bare styrrede lige mod det. Ved at gøre dette opnåede jeg en overraskende hastighed. På den ene side glimtede havnen i den varme eftermiddagssol, og på den anden blev ydersiderne af cafeer og diner til en sløring af solbriller og veste og issorter. Hvisken fra Segwayen blev højere i tone, legioner af dovne duer blev splittet, da jeg nærmede mig, og små børn så på mig med respekt.

Jeg fløj.

Og så kiggede jeg ned. Jeg så ned, og bare for et nanosekund – alt, hvad der kræves, er et nanosekund – tøvede jeg ved den tilsyneladende usandsynlighed af designet. Dette fik mig til at trække mig tilbage i frygt, hvilket igen fik Segwayen til at bremse med sin overraskende effektive bremser. Hvad der fulgte var et hektisk vridning af hofterne, mens jeg forsøgte at rette mig selv. 

Til sidst, efter at have genoptaget en mere håndterbar hastighed, indhentede jeg de andre, som tålmodigt ventede på kanten af Barceloneta-stranden. Dette markerede slutningen på vores tur og begyndelsen på fem kilometer af sandkystlinje, der strækker sig nordpå indtil floden Besòs. Vi havde fundet endnu et af Barcelonas ansigtstræk. Dette var solbrunt og havde salt i sit hår og is omkring sin mund.

På vej tilbage den vej, vi kom, præsenterede et andet ansigt sig i horisonten. Dette var i skikkelse af Montjuïc-bjerget, der stak op over horisonten og så tågesynende over det hele. Det var her, jeg indså, at min yndlingsting ved Barcelona ikke var, at den havde krav på den ultimative trio af bjerg, by og hav, men hvordan naturligt de tre syntes at glide ind i hinanden. Der var intet for det end at stirre lige frem og nyde udsigten.

Will gjorde sin Segway-tur med Barcelona Segway Fun, som kører dagligt og tilbyder enten en 1,5 eller en 2-timers tur, aldersgrupper 10 og derover.